🚀 Meta: Zuckerberg er kongen af AI-annoncer
Meta leverede ugens absolutte solstrålehistorie, og aktien blev belønnet med en stigning på over 10 %.
For to år siden var Mark Zuckerberg manden med de mærkelige VR-briller, som alle grinede af. I dag er han manden, der har knækket koden til at tjene penge på AI. Metas AI-algoritmer (som deres Advantage+ system) har forvandlet Facebook og Instagram til de mest effektive salgsmaskiner i verden. Annoncørerne vælter ind, fordi deres AI nu selv finder ud af, hvem der vil købe dine produkter – før de overhovedet selv ved det.
Tallene: Omsætning på $59,9 mia. (op 24 %). Indtjeningen pr. aktie landede på $8,88, hvilket knuste analytikernes forventning på $8,19.
Perspektivet: Zuckerberg tør nu planlægge at bruge over $115 mia. på Capex (investering i chips og datacentre) i 2026. Hvor de andre kæmper med at bevise ROI, har Meta den sort på hvidt i deres annonceplatform. De bygger ikke bare AI for at være med; de bygger AI for at styre verdenshandlen.
📉 Microsoft: Når succes fører til et styrtdyk
Det var ugens mest paradoksale øjeblik. Microsoft leverede deres stærkeste tal nogensinde, men investorerne reagerede ved at sende aktien ned med 11 %.
CEO Satya Nadella befinder sig i et luksusproblem. Efterspørgslen på Microsofts cloud-tjenester (Azure) er så stor, at de ikke har chips nok til at følge med. CFO Amy Hood måtte indrømme, at de er nødt til at lave benhårde prioriteringer: Skal vi give chips til vores egne udviklere eller til eksterne cloud-kunder? Denne flaskehals skabte panik hos investorerne.
Tallene: Omsætning på $81,3 mia. (op 17 %). Selvom de slog alle forventninger, og Azure voksede med 39 %, var markedet bekymret over de massive investeringer ($37,5 mia. på ét kvartal!), der nu æder af marginerne.
Perspektivet: Microsoft er ved at transformere sig fra en "softwarevirksomhed" med tårnhøje overskud til en "tung industrivirksomhed" fyldt med datacentre og hardware. Markedet frygter, at AI-regningen vokser hurtigere end AI-indtægterne. Microsoft er "first mover", men de betaler også den højeste adgangsbillet.
🤖 Tesla: Musk og robotterne
Dette regnskab markerede det endelige skifte fra en bilproducent til en AI- og robotvirksomhed. Det er "alt eller intet" for Elon Musk nu.
Musk bekræftede i sidste uge den ærværdige afsked til Model S og Model X. Det er et radikalt træk – for det er de biler, der var med til at skabe Tesla. Men Musk er iskold: Fabrikslinjerne i Fremont skal nu bruges til at spytte 1 million Optimus-robotter ud om året. Han satser hele butikken på, at Tesla snart er en virksomhed, der sælger arbejdskraft (robotter) og transport (Cybercab) fremfor biler til privatpersoner.
Tallene: Omsætningen faldt for første gang nogensinde med 3,1 % YoY. Men indtjeningen slog forventningerne ($0,50 pr. aktie), fordi Tesla er blevet fænomenale til at skære omkostninger og sælge software.
Perspektivet: Tesla handles ikke længere som en bilaktie, men som en option på fremtidens automatisering. Tesla har netop investeret $2 mia. i sit eget AI-firma, xAI, for at accelerere træningen af robotterne. Det er et af business-historiens store pivot: Hvis Optimus bliver en succes, ejer Tesla fremtidens arbejdsmarked. Hvis ikke, har de lukket deres mest luksuriøse bilmodeller ned for ingenting.
🍎 Apple: Den stabile gigant sætter rekord
Mens de andre kæmper om at bygge de største datacentre, har Apple vundet ved at eje "porten" til kunden. Det er ikke AI-softwaren, der er stjernen her – det er hardwaren.
Efter et par år med svingende succes har iPhone 17-serien endelig skabt den "supercyklus", analytikerne har drømt om. Tim Cook kaldte efterspørgslen for "staggering". Men succesen skyldes i højere grad, at folk trængte til en ny telefon, fremfor at de er forelskede i Siri. Faktisk er Apple stadig så meget bagud på AI-fronten, at de har lavet en aftale med Google om at bruge Gemini til at give Siri en nødvendig hjerneforstørrelse i baggrunden.
Tallene: Rekordomsætning på $143,8 mia. (op 16 %). iPhone-salget alene steg med 23 %, og Services (App Store, Music, Cloud) nåede svimlende $30 mia. på ét kvartal.
Perspektivet: Apple har bevist, at de ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang. Ved at integrere andres AI (som Gemini) og pakke det ind i lækkert design, kan de høste overskuddet uden at skulle bygge datacentre for milliarder ligesom Microsoft og Meta.
Det var dét for denne uge
Hvis du vil støtte Toplinjen, så kan du sende dette nyhedsbrev videre til en ven. Alle kan signe up og modtage vores ugentlige nyhedsbrev - klik her 📬
Med venlig hilsen
Thomas & Mikkel